Et portræt af Christian De Gier

”Hold øje med dine børn, når de sidder ved en skærm …!”

Et portræt af ludomanibehandler Christian de Gier, hvis hovedbudskab til forældre er, at de skal være opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig, når de sidder foran en computer eller iPad. For et tidligt bekendtskab med spil kan udvikle sig til en afhængighed med alvorlige konsekvenser. Det ved Christian desværre alt om.

Af Søren Elbæk, formand for Tjeles Venner

Behandler med egen erfaring

I en bygning på Vester Voldgade i det centrale København tilbyder Tjele – Dansk MisbrugsBehandling – ludomanibehandling. Det er en opgave, centret løser for staten med midler fra puljer til behandling af spilafhængighed.

Jeg har sat mig for at møde én af de behandlere, som har mødt hundredvis af spilafhængige gennem årene – Christian de Gier. Ud over sit professionelle virke har han selv været afhængig af spil og gennemførte i 2019 et behandlingsforløb. Han har ikke spillet siden.

Vi mødes på Christians kontor. Han er smilende og imødekommende, iført shorts og T-shirt. Uhøjtidelig, men ikke sjusket. Navnet de Gier stammer fra hans oldefar, en hollænder fra 1700-tallet, og Christian har valgt det som voksen i stedet for sit oprindelige efternavn, Strøm Bay.

En almindelig dreng med en skjult afhængighed

Han er født i Brøndby i 1992 og opvokset i et forholdsvist harmonisk hjem. Skolegangen forløb uden dramatik, men han fandt aldrig rigtigt ind i fællesskabet og følte sig ofte anderledes – noget, der til gengæld forsvandt, når han stod på fodboldbanen. Her var han hjemme: forsvarsspiller, kompromisløs og konkurrencepræget. En spiller, der tacklede hårdt og ofte fik gule kort, men uden for banen var han kontrolleret og rolig.

Et efterskoleophold åbnede nye sociale døre, men gymnasiet vækkede ikke hans interesse. Efter studentereksamen arbejdede han som guide i Sydeuropa og startede senere på lærerseminariet – ironisk nok, da han aldrig havde brudt sig om skolen.

Men bag facaden bar Christian på en hemmelighed: en spillelidenskab, der havde udviklet sig siden han som 12-årig på en lejrskole på Samsø lærte at spille på fodboldkampe. Det begyndte som en leg, knyttet til hans interesse for fodbold. Senere blev det poker, og Christian blev dybt opslugt af spillets mekanik og strategi.

Da sandheden kom frem

I årevis opdagede ingen noget. Spil lugter ikke, og det ændrer ikke nødvendigvis adfærd på overfladen. Først da forældrene opdagede store hævninger fra hans børneopsparing, greb de ind. Han var 18 og lovede at stoppe – velvidende, at han ikke kunne holde det løfte.

Han spillede konstant – om natten, i skoletiden, på arbejde. Han vandt lidt, men tabte langt mere – og opbyggede en voldsom gæld. Samtidig levede han et ungdomsliv med fester, alkohol og stoffer, men det var spillet, der for alvor berusede ham.

Han droppede læreruddannelsen og fik almindeligt arbejde. En kæreste foreslog, at han søgte ind på Politiskolen. Efter flere forsøg lykkedes det, og han blev optaget i Brøndby – men spillelidenskaben fulgte med.

Christian gennemførte politiskolen i 2018, men havde det psykisk dårligt. Han følte sig stresset, skamfuld og udviklede symptomer på depression. Forholdet gik i stykker, og tilbage stod han alene – med et arbejde hos politiet og en afhængighed, der nu eskalerede til det sygelige.

Han flyttede hjem til sin mormor, og ludomanien tog fuldstændig over. På kort tid stiftede han en gæld på en halv million kroner og begik kriminalitet for at finansiere spillet – blandt andet tyveri fra kolleger på politigården. Det blev opdaget, og han blev straks suspenderet.

Et vendepunkt

På dette tidspunkt var Christian selvmordstruet. Han havde mistet alt. I efteråret 2019 brød han sammen hos sine forældre og påbegyndte den 2. september en døgnbehandling på Vingehus. Her mødte han ligesindede og begyndte langsomt at forstå, at han måtte tage ansvar og ændre kurs – måske for første gang i sit liv.

Han ved ikke præcis, hvad der ændrede hans indstilling, men han ved, at det blev et afgørende vendepunkt.

Fremtiden var stadig usikker. Gælden truede. Men Christian begyndte at arbejde pædagogisk i en børnehave, betalte af på sin gæld og mødte sin nuværende hustru under coronapandemien. Han uddannede sig som ludomanibehandler og blev i september 2022 ansat på Vester Voldgade.

Christian spiller ikke længere. Tankerne kan komme, men hans bevidsthed om, at han ikke må, fylder mere. Erkendelsen sidder dybt. Præcis som den skal.

Ansvar starter i hjemmet

Han er kritisk over for den skærmkultur, mange børn og unge vokser op i. Hans budskab er klart: Forældre skal vide, hvad deres børn laver ved skærmen. Der er intet galt i at spille eller se film – men det er ikke ligegyldigt, hvad de spiller eller ser.

Nogle spil er direkte designet til at fastholde spillere gennem belønningsmekanismer, der stimulerer hjernens dopaminproduktion. Hvis børn tidligt lærer, at det at vinde giver en rus, kan det blive første skridt mod en afhængighed.

Derfor skal forældre interessere sig for indholdet – ikke kun mængden. De ville aldrig tillade risikobetonet adfærd i trafikken – hvorfor så på en iPad?

Lovgivning kan ikke beskytte mod alt. Ansvar begynder i hjemmet.

Et nyt kapitel

Til sidst fortæller Christian, at han og hans hustru venter endnu en søn – når som helst. På trods af ventetiden virker han rolig og afbalanceret. Vi tager afsked, og jeg går en tur i byen, mens jeg tænker over hans historie.

Christians historie er usædvanlig. Men desværre ikke unik blandt ludomaner. En uskyldig leg som 12-årig kunne have kostet ham livet som 27-årig. Det gjorde den ikke – fordi han rakte ud efter hjælp, og fordi der var nogen, der greb ham i faldet.