Ædruelighed – langt ude i skoven!
Syv mennesker skal sammen til Sverige i 4 dage. Vi er alle afhængige – og har alle været i behandling. Vi har sammenlagt omkring 75 års ædruelighed, men det spænder over en ædruelighed der er forholdsvis ny - til en ædruelighed der har varet mere end 20 år.
Af formand for Tjeles Venner, Søren Elbæk
Fælles for os alle er afhængigheden – og så bevidstheden om at afstanden til den første genstand er den samme. Afhængighed yder ingen rabat – eller udviser særlig nådighed overfor dem der har mange års ædruelighed.
Og så deler vi yderligere et forhold. Nemlig det forhold, at vi alle er meget bevidste om, at ædruelighed ikke kommer af sig selv. Uanset om et menneske har modtaget behandling mod sin afhængighed – eller selv har opnået sin ædruelighed – så er sandheden at ædruelighed skal plejes som alle mulige andre forhold her i livet.
Når man bliver ædru, bliver man placeret øverst på en rulletrappe der kører ned. Man kan godt holde sig oppe, men ikke uden at arbejde. Og hvis man overlader afhængigheden til sig selv – og giver den frit spillerum – så kører man langsomt, men sikkert i kælderen – og der er risikoen for at drikke ret stor.
Dette billede på ædruelighed er ret godt. I virkeligheden er det ret enkelt. Man kan sagtens blive stående på trappen, men man kan ikke blive ved.
Turen til Sverige drejer sig om dette tema. Behandlingscenter Tjele har en lille hytte vest for én af Europas største søer – Vänern. Hytten har gennem årene været anvendt til udslusningsforløb for behandlede misbrugere, men i de senere år har hytten været anvendt som en ramme om netop det at fokusere på sin ædruelighed i nogle dage – uden at blive forstyrret af hverdagens fristelser eller forpligtelser.
700 km. fra Tågelund begynder det hele
Vi mødes på Tågelund ved Egtved – hvorfra der er omkring 700 km. kørsel til hytten. Nogle kender hinanden. Andre kender ingen. Jeg kender enkelte, men jeg ved at et fællesskab mellem afhængige er ret ukompliceret. Det viser sig også denne gang.
Jeg har fået deltagernes tilladelse til at nævne dem ved navn. Alkoholisme og afhængighed er én af de mest tabuiserede sygdomme i vores samfund. Det er alligevel min erfaring, at når først alkoholikeren har erkendt sin afhængighed, så er det ikke alkoholikeren der bidrager til den tabuisering.
Deltagerne
Lone Mejdahl, født 1977, databeskyttelsesrådgiver ved Region Midtjylland
Anne Thomsen, født 1958, tidl. pædagogmedhjælper
Mona Hansen Nielsen, født 1958, tidl. social- og sundhedshjælper
Kaj Hansen, født 1955, VVS-mand, håndværker på Tjele
Brian Rønn, født 1981, elektriker, all-round medarbejder på Tågelund, Tjele
Bo Sejerup, født 1969, tidl.cykelhandler, afdelingsleder på Tågelund, Tjele
Vi kører i egne biler og jeg får en klar fornemmelse af store forventninger til de kommende dage.
På vejen stopper vi et sted og spiser medbragte sandwich. Tonen mellem os er allerede kvik og kæk. Jeg har altid glædet mig over den ret grove humor som ædru alkoholikere anvender overfor hinanden. Selv om vi alle har kigget den ultimative skæbne i øjnene, så afholder det os ikke fra at joke med det. En humor der er meget indforstået – og som næppe vil påkalde sig latter fra udenforstående.
Der er formentlig tale om en følelsesmæssig distance til det forhold, at vi alle har været i gang med at drikke os selv ihjel. Bedømt på latteren omkring bordet på en ligegyldig P-plads i Skåne – er det tydeligvis ikke lykkedes for nogen af os. Heldigvis.
Vi ankommer til hytten sidst på eftermiddagen. Ved byen Dals-Rostock forsvinder vi op ad små grusede bjergveje. Jeg undrer mig over byens tyskklingende navn. Det viser sig, at navnet refererer til et gammelt udtryk for en simpel bro over et vandløb. En ”rå-stok” er simpelthen en stamme der er lagt hen over et vandløb – så landarbejdere og andre kunne krydse et vandløb og arbejde på den anden side.
Og for nu ikke at forveksle byen med den tyske hansestad Rostock, har man senere tilføjet Dals. Det giver mening – for vi befinder os i Dalsland.
Det bliver næsten symbolsk. En overgang. Fra afhængighed til ædruelighed. Og passagen forudsætter en god balance i kroppen.
Endelig fremme på Kroppefjäll
Vi pakker ud, fordeler senge og får brygget noget kaffe. Vi konstaterer, at der ikke findes noget WIFI – og mobildækningen ville afstedkomme en haglbyge af klager under andre omstændigheder. Men vi har egentlig ikke noget at bruge det til, så vi har ikke mere end et skuldertræk til overs for det.
Der er kamin. Og efter at have fyret grundigt i den, sætter vi os ud i haven omkring et bål.
Vi er alene. Når vi ikke snakker med hinanden, men blot sidder og kigger ind i bålet, kan man ikke høre civilisationens larm og støj. Der er intet andet end lyden fra naturen. Fuglene, en spætte langt væk, en skrabet lyd vi ikke kan definere – og som vi heller ikke behøver forstå. Bare en lyd i en uspoleret natur.
Ingen radio eller TV. Jeg forsøger at erindre mig et tidspunkt, hvor jeg har opholdt mig flere dage i træk – uden musik, radio og TV. Det fortoner sig hvornår det sidst er sket. Mennesker skal ustandselig have mulighed for at være i kontakt med hinanden. Nogle gange i et omfang der minder om en afhængighed. Desværre handler det ikke altid om en social kontakt. Alt for ofte er det sjældent meget mere end en stress-faktor.
Et par stykker opnår dog så meget signal, så vi kan tjekke vejrudsigten for de kommende dage. To udgaver på to tjenester. Hvis de bliver lagt sammen – og delt med to – bliver vejret nogenlunde. Det er godt nok.
Efter aftensmaden går vi en tur i den vilde natur. Fornemmelsen af at bevæge sig ind mellem træerne - med en bevidsthed om, at der måske ikke har været mennesker her meget længe er – undskyld mig udtrykket – berusende.
Og det er en del af pointen ved denne tur. At opnå en ny kontakt med sig selv. Måske flytte sig mentalt? Komme til at se en anden side af sig selv? En bedre måske? Eller måske en side af sig selv man skal være mere bevidst om?
Når man trækker støjen ud af et menneske, sker der noget man ikke nødvendigvis kan kontrollere. Man bliver ikke et andet menneske på 4 dage, men man får måske den ahaoplevelse der skal til – for at man bedre kan forstå sig selv – eller andre.
Jeg overvejer hvordan jeg skal skrive om turen. Jeg beslutter mig for at tage udgangspunkt i to deltagere. Lone og Brian. De har aldrig været med tidligere. De repræsenterer to forskellige historier, to forskellige udviklinger af alkoholisme. Deres historier gør et stort indtryk på mig.
Lone Mejdahl
Hun er født i 1977 i Fredericia og hun er opvokset indenfor voldene i garnisonsbyen. Hun flyttede til Vestjylland for omkring 20 år siden og bor nu i Vinderup. Lone er databeskyttelsesrådgiver ved Region Midtjylland. Den lange titel dækker over den omstændighed, at Lone arbejder med datasikkerheden ved regionen.
Lone er katolik. Det stammer fra hendes mors familie. Egentlig har det ikke fyldt så meget i Lones opvækst.
Vi kommer til at tale om tro flere gange på turen. Ikke fordi det er et tema. Vi besøger Skållerud Kirke. En smuk trækirke fra 1600-tallet. Kaj fortæller, at der sker noget med ham, når han træder ind i en kirke. Han bliver rørt. Det indgik ikke som pensum, da han blev uddannet VVS-mand. Det er kommet til ham efter at han har været i behandling. Han ved ikke hvor det kom fra. ”Jeg har sgu aldrig været så optaget af det før …!”
Tro fylder egentlig heller ikke meget i Lones barndomshjem. Forældrene bliver skilt, da hun er fem år gammel. Der er ingen afhængighed i hjemmet og alkohol fylder ikke ret meget i Lones ungdomsliv. Hun begynder at drikke relativt sent. Men der er en blind passager med. Unge mennesker drikker typisk for at feste. Lone drikker for at blive en anden.
Og stoffet virker så godt, at hun senere i livet udvikler en afhængighed. Da livet viser sig fra den mindre charmerende side, benytter Lone alkoholen som en form for selvmedicinering. I 2016 går hun i behandling. Hun er knap 40 år gammel. Måske er hun blevet en anden, men hun er i alt fald blevet afhængig.
Det virker. Hun bliver ædru, men tager et tilbagefald i 2020. Hun fortæller mig, at tilbagefaldet var planlagt. Myten om at et tilbagefald kommer – helt uden varsel – mellem vinreolerne i et supermarked eller helt spontant fordi man bliver budt et glas – er sjældent helt i overensstemmelse med sandheden.
Ofte viser det sig, at den afhængige har taget flere dages tilløb og faktisk planlagt et tilbagefald ret nøje. Det var også tilfældet med Lone. Hun købte en flaske hvidvin for at drikke et enkelt glas, men hun vidste godt flasken ville blive tømt, når først ædrueligheden var brudt. Hun tømte flasken – og tilbagefaldet fortsatte i et par måneder, hvorefter hun indså, at hun måtte tilbage i behandling.
Her blev hun klogere. I denne sammenhæng betød det, at hun blev mere bevidst om hendes egne defekter eller hendes egen situation. Særligt det sidste måtte Lone forholde sig til. Hendes daværende mand – og far til hendes børn – var nemlig også afhængig og drak.
Det er ikke de bedste forudsætninger for ædruelighed. De blev senere skilt og Lone lever i dag alene sammen med børnene. Det fremgår meget tydeligt på vores tur, at hendes børn fylder meget og hun følger dem i alle deres gøremål.
Hendes tidligere mand har endnu ikke frigjort sig fra sin afhængighed. Det påvirker hende og hun er tydeligvis optaget af det. Jeg spørger hende hvorfor hun har et behov for at hjælpe ham. Fordi jeg kan, svarer hun – helt uden at tøve. Men det skal ikke overtage mit liv, siger hun og afslører dermed en bevidsthed om medafhængighed. Den kan udgøre en trussel mod hendes egen ædruelighed.
Nu holder Lone fast i hendes ædruelighed. Og hun er blevet bevidst om, at når det drejer sig om ædruelighed, er en forudsætning for at kunne holde fast er, at man kan give slip ..!
Man kan se i øjnene på Lone, at hun holder fast. Og hvis man tager et slag 500 med hende – finder man også ud af, at hun er en vinder. Det lærte Kaj på den hårde måde på denne tur.
De Internationale Mesterskaber i minigolf …!
Vi sidder i vandkanten ved Vänern og spiser vores medbragte madpakke. Der sker noget med et stykke rugbrød med hamburgerryg, når den bliver indtaget i den frie natur. Vi begynder at påvirke hinanden psykisk i forhold til det der nu skal foregå. Et foreløbigt højdepunkt og en mangeårig tradition. De internationale mesterskaber i – minigolf!
Og det gælder naturligvis ikke om at vinde, kunne man så mene. I så fald har man ikke forstået ret meget af det hele!
Hvordan mesterskaberne bliver afviklet og hvem der vandt – forbliver en hemmelighed. Noget må vi holde for os selv.
Helleristninger. Samtaler for 3000 år siden.
Vi kører til Högsbyn og ser de meget berømte helleristninger. Budskaber der er 3000 år gamle – og som vi næppe forstår den fuldstændige betydning af.
Mange af helleristningerne forestiller fødder, men pudsigt nok kun højre fødder. Eksperters bedste bud er, at det er fødder fra teenagepiger der er tegnet. Fødder og skibe blev forbundet med bevægelse og rejser. I mange kulturer verden over er særlige stadier i livet blevet markeret med ritualer. Spørgsmålet er, om fodsålerne kan have været knyttet til sådanne ritualer.
Vi kommer til at gætte lidt på det – for faktisk ved man ikke med sikkerhed hvilke samtaler der er gået forud for helleristningerne.
Der er en stor grad af ydmyghed forbundet med den omstændighed, at vi mennesker ikke ved alting, men at noget henstår som ukendt eller usikkert.
Samtaler mellem os
Sidder vi på denne tur – og fører dybe filosofiske samtaler med hinanden? Nej – på ingen måde. Vi griner ret meget. Vi driller hinanden. Vi underholder hinanden med halvdårlige vittigheder, som i alt fald fortælleren griner meget af.
Men mellem alt det hyggelige og sjove ligger der alvorlige sætninger mellem os. Vi holder et lysmøde hver morgen og hver aften. Og pludselig formuleres måske en sætning som man har tænkt over i flere timer. Måske flere dage. Og når den så bliver sagt, bliver blikket alvorligt og dem der lytter nikker stille – og forstående.
Jeg har været sammen med mange mennesker i mit liv – i alle mulige sammenhænge. Jeg har aldrig mødt et fællesskab der evner at pjatte så meget – for så et øjeblik efter, at fortælle noget alvorligt, vigtigt, sørgeligt eller glædeligt – og med en gensidig respekt og forståelse langt udover det almindelige.
Det er præcis i det øjeblik, at fællesskabet mellem afhængige bliver magisk. Og helt uden sammenligning med noget andet i denne verden.
At være sig selv
Vi holder et lysmøde en morgen, hvor Anne læser op fra bogen ”Til daglig eftertanke”. En enkelt sætning fanger min opmærksomhed.
”At komme til en klar erkendelse af hvad og hvem vi virkelig er, fulgt af et oprigtigt forsøg på at blive det, vi kunne være.”
Ups! Ikke blive det, vi gerne vil være, men blive det, vi kunne være! Den sætning forfølger mig resten af dagen. Daglig eftertanke blev pludselig meget bogstaveligt for mig.
Anne fortæller, at hun tidligere opfattede ydmyghed som et negativt begreb. Det har jeg hørt tidligere. Vi er opdraget i en kultur, hvor ydmyghed forbindes med alt det der ledsages af skyld og skam. Vi kommer til at tale om ydmyghed på morgenmødet.
Ydmyghed er et nøglebegreb i forhold til at bevare sin ædruelighed. Vi skal ikke være enige om det, men vi er det!
Mona siger, at for hende hænger taknemmelighed sammen med ydmyghed. Og så begynder det at hænge sammen.
Vi lever i en fri verden, hvor mennesker har ret til at ytre sig, brokke sig, klage og sige deres mening om snart sagt alt …!
Den stille taknemmelighed over alt det der faktisk fungerer og virker bliver ofte glemt i retfærdighedens og rettighedernes skygge.
Der breder sig en rar stemning mellem os. Vi skal ud og i gang med dagen.
Brian Rønn
Han er født i 1981 i Horsens. Hans far var murer og hans mor køkkenassistent. Brian er den ældste af tre søskende. Han har en lillesøster på 41 og en lillebror på 35. Brian er født og opvokset i et helt typisk arbejderhjem.
Jeg spørger ham, om forældrene havde et godt ægteskab. ”Nej, det tror jeg sgu ikke. Der var altid en helvedes ballade om mange ting i hjemmet!” Så har Brian ikke sagt for meget. Ej heller for lidt.
Og Brian fortæller også, at hans far kunne svinge en lussing. Han manglede simpelthen et sprog. I den slags familier er det ikke altid forbundet med nogen fordel at være den ældste.
Brian efterlader et indtryk af at være et menneske med mange evner, men som aldrig har fået det at vide. Jeg spørger ham, om han ikke har kendt en voksen som han havde tillid til – og som fik øje på ham?
Han tænker længe over det – og kommer så i tanke om hans matematiklærer i folkeskolen. ”Jeg var god til matematik. Dansk sagde mig intet!” Det er som om hele hans folkeskoletid er gjort op i de to kolonner. Jeg gætter på Brian har vippet ret meget på stolen, stået uden for døren fordi han lavede ballade i timerne og jeg gætter på at mange forældresamtaler har været præget af hvad Brian ikke kunne, ikke ville og ikke gjorde!
Brian bliver elektriker. Ved en mindre el-installatør ude på landet. Og Brian bliver alkoholiker. Han bliver gift og får to børn. En dreng der i dag er 15 år og en pige der i dag er 12 år. Brian har deres navne tatoveret på armen. ”Jeg har aldrig nogensinde slået mine børn!” siger han med en sikkerhed jeg ikke har mødt tidligere hos ham.
Brian er et menneske der tilsyneladende lever med et lille overtræk altid. Et overtræk defineret af ham selv. Han tænker altid på, om det kan være hans skyld, hans ansvar eller hans fejl – hvis noget går galt.
Brian drak. Meget. På arbejde og i fritiden. Hele tiden. Og stort set kun øl. Masterbrew med 10-12 % alkohol – så man kan mærke det.
Men det går ikke. Og Brian kommer i kommunal behandling flere gange, men det afholder ham ikke fra at drikke. Alkoholisme er en progressiv sygdom. Det betyder, at alkoholikeren skal drikke mere og mere, oftere og oftere. Samtidig udvikler kroppen en reaktion mod alkoholen – og det er i det krydsfelt, at sygdommen bliver ulidelig. Hjernen skal have mere og mere. Kroppen tåler mindre og mindre. Det er ikke en overdramatisering, at kalde det et rent helvede.
Og en dag er Brian væk. Ikke mødt på arbejde. På det tidspunkt er han blevet skilt fra børnenes mor. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Så nu bor han alene i et lejet hus. Alene med sin fordærvede alkoholisme.
Forældrene leder efter ham og finder ham på sofaen i hans eget hjem – med et jagtgevær i hænderne. Brian fortæller historien - som om han fortæller om et andet menneske. Det er måske også sandheden?
Familien bliver klar over, at hans alkoholproblem skal behandles helt anderledes grundigt denne gang. Brian kender ikke Behandlingscenter Tjele. Han kender ikke AA. Og Brian tror ikke længere på noget som helst. Og slet ikke sig selv.
Det er februar 2025. Men der er panser for Brians vilje til at blive ædru. Han tror ikke længere på noget. Han gennemfører behandlingen, men han drikker på vejen hjem fra efterbehandling og han fortsætter et uhæmmet drikkeri de følgende måneder.
Her ville de fleste nok trække en streg. Det nytter ikke noget. Glem det! Det er spild af penge. Lad ham dø i hans egen alkoholtåge!
Brian kom tilbage i tilbagefaldsbehandling i juni 2025 – og nu skete der noget. Brian har nu været ædru siden. Mange kunne nok antyde, at det ikke er nogen stor kunst at holde sig ædru i 11 måneder. Hvis man indtager den holdning, så er det fordi man ikke ved noget om afhængighed.
Hvis et menneske drikker mod sin vilje – og på trods af, at han har mistet det han holdt allermest af her i livet – så er det ikke et spørgsmål om at tage sig sammen. Hvis det var det – så havde han gjort det for meget længe siden.
Afhængighed kan have en magt og en styrke som almindelige mennesker ikke kan rumme omfanget af.
Og nu har Brian fået et job på Behandlingscenter Tjeles Tågelund afdeling ved Egtved. Han køber ind, laver lidt mad, gør rent og løser andre forefaldende opgaver. Og i februar 2026 tog Brian et sygevagtkursus. Han vil gerne fastansættes på behandlingscentret. Ikke for at holde sig ædru. Det sidder mellem ørerne. Nej, fordi han gerne vil hjælpe andre – og fordi han har fundet ud af at han er dygtig til sit arbejde.
Brian bebrejder ikke sine forældre noget som helst. De gjorde det så godt de kunne. De gjorde vel bare det de havde lært – af deres forældre. Den sociale arv har Brian ikke tænkt sig skulle fortsætte til kommende generationer i hans familie.
Hans tidligere hustru måtte rydde op efter Brian. Han havde smidt øldåserne bag et skur i haven. Hun samlede 1100 øldåser sammen og solgte dem. ”Så fik hun da lidt ud af det ..!” fortæller Brian, men jeg kan godt se på ham, at det ikke er nogen vittighed.
Det er bare sådan det er!
AA-møde i Mellerud
Vi kører til et AA-møde i Mellerud – en lille by med omkring 4000 indbyggere der de senere år har nydt godt af en stigende turisme fra Tyskland og Holland. Inden mødet spiser vi sammen på en restaurant i bymidten. AA-mødet har haft besøg fra Behandlingscenter Tjele mange gange. Flere kender hinanden fra tidligere møder.
Jeg sidder ved siden af en mand på et halvt hundrede år. Da han hilser på mig, får jeg den der fornemmelse af at jeg har kendt ham længe. Det har jeg ikke. Jeg har aldrig set ham før. I dette forhold er AA-møder noget af det mest ukomplicerede i denne verden. Uanset hvor i verden man deltager i et AA-møde, vil man føle sig velkommen. Og når man forlader et møde, er der ingen der ved hvem man er. Ingen registrering. Ingen billet.
Fisketur
På den sidste dag skal vi på fisketur. Der ligger en lille sø i gåafstand fra hytten. Med hænder og arme der viser den forventede fangst, bliver forventningerne skruet meget voldsomt i vejret. Jeg har ingen forstand på fiskeri og har ikke haft en fiskestang i hænderne i snart 50 år. Hvis jeg skal bruge en fisk, går jeg ind til fiskehandleren. Der kan jeg fange en, når det passer mig. Og der er fangst hver gang.
Når jeg fortæller den historie, kan jeg godt mærke at det bliver mødt med himmelvendte øjne. Jeg har – helt åbenlys – ikke forstået noget som helst om hvad livet drejer sig om.
Og da Bo og Brian kaster snøren og stille står og trækker krogen ind – den ene gang efter den anden, kan jeg godt se at der er noget jeg ikke har forstået.
De fanger ikke noget. Det overrasker mig egentlig ikke. Men de forsvinder fuldstændig ind i et univers hvor der garanteret er ro og eftertænksomhed. De er helt væk. Imens bygger vi andre et bål og begynder at grille pølser og flæsk på den medbragte pande.
Det er simpelthen hyggeligt og afslappende. Jeg aner ikke hvad klokken er – og jeg er også ligeglad. Det er slet ikke vigtigt at vide hvad tid er lige der – lige nu. Jeg kan godt se, at et besøg ved fiskehandleren, hvor man trækker et nummer til køen, køber det man skal bruge og betaler en formue for det - intet har med dette her at gøre. Det handler ikke om fisk. Det handler om at forsvinde ind i et univers af koncentration, forventninger og en lille opbygget spænding.
Og inden vi ser os om, skal vi pludselig hjem …
Når mennesker der ikke kender hinanden skal være sammen i flere dage sker der en løbende udvikling. Dem der siger mindst i starten begynder pludselig at tale. Og omvendt. Dem der er meget blufærdige i starten, begynder senere at afdække flere følsomme detaljer fra deres følelsesliv. Og omvendt.
Jeg tror naturen skubber til os. Jeg tror den friske luft og de store cirkler får et menneske til at tænke anderledes. Det er ret magisk.
Behandlingscenter Tjele og Tjeles Venner samarbejder om flere forskellige ture til hytten på Kroppefjäll ved Vänern. Hvis du vil vide mere om mulighederne for at deltage, skal du rette henvendelse til Bo Sejerup på Tågelund på e-mail, bose@tjele.com
Turene finansieres af Behandlingscenter Tjele, Tjeles Venner og derudover er der en rimelig egenbetaling.
Tak til mine medrejsende fordi jeg måtte være med og få muligheden for at beskrive én af turene til Sverige. Tak for jeres tillid, åbenhed og ærlighed. For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at alle deltagerne har godkendt artiklen og indholdet i artiklen.
Jeg håber det allerbedste for jer alle!