En personlig hyldest til Behandlingscenter Tjele
Behandlingscenter Tjele bliver 35 år den 1. december 2025. I den forbindelse tillader jeg mig at bringe en personlig hyldest til det beundringsværdige arbejde Kirsten og Jan Meincke har stået i spidsen for.
Af Søren Elbæk
En regnvåd lørdag eftermiddag i slutningen af januar 2005 kontaktede jeg Behandlingscenter Tjele. Noget beruset, men fattet. Jeg havde besluttet mig for at opgive kampen mod min alkoholisme.
Jeg ringede op – med min opslåede spiralkalender fra Mayland slået op foran mig. Det var Erik Nygaard der tog telefonen. Han lyttede tålmodigt på mig.
”Jeg er nødt til at komme i behandling. Jeg orker det ikke mere.” beklagede jeg mig. Erik Nygaard svarede mig med enstavelsesord; ”Javel. Nemlig. Præcis. Netop.” Fuldstændig uimponeret, men meget forstående for min afhængighed.
På dette tidspunkt havde jeg drukket alt for meget i mindst 20 år. Når jeg en sjælden gang omtalte min alkoholisme for læger, sygeplejersker – eller nærmeste familie – havde jeg altid en fornemmelse af at min historie blev mødt med en forundring over at jeg ikke bare lod være – med at drikke.
Hvis jeg havde kunnet det, havde jeg gjort det længe før denne lørdag eftermiddag. Festen var for længst forbi for mit vedkommende.
Jeg bladrede frem og tilbage i min kalender for at finde et passende tidspunkt, hvor jeg kunne placere fem ugers døgnbehandling – mellem alle mulige andre aftaler, min søns konfirmation, børnefødselsdage og arbejdsrelaterede møder og aftaler.
”Jeg kommer den 8. maj ..!” sagde jeg så endelig til Erik Nygaard. ”Javel”, sagde Erik. ”Der er jo længe til, men du er da velkommen den 8. maj!”
Jeg skrev det i min kalender og spurgte ham hvad jeg skulle have med. Det svarede han på – med en stoisk rolig stemme. Jeg noterede omhyggeligt i min kalender hvad jeg skulle huske. Det kunne lige så godt være en bestilling af et ferieophold.
Jeg afsluttede samtalen, som man nu gør. ”Jamen, så ses vi den 8. maj. Tak. Jeg ringer, hvis jeg bliver i tvivl om noget” sagde jeg tilfreds – og glædede mig til at komme tilbage til min vodkaflaske der på det tidspunkt havde sin faste plads ved køkkenvasken – ved siden af opvaskemiddel og børste. Naturligvis camoufleret i en drikkedunk fra den lokale bank. Der er jo ikke nogen grund til at udstille sin afhængighed.
Erik Nygaard svarede stadig i meget korte sætninger; ”Ja tak. Du er velkommen. Jamen, så ses vi da den 8. maj”
Og så sagde han det ord jeg aldrig nogensinde glemmer: ”Senest!”
For første gang i mit liv havde jeg talt med et menneske der vidste noget om afhængighed. Han var helt bevidst om, at jeg netop ikke kunne opretholde et liv på begge ben i mere end tre måneder, når jeg havde truffet en beslutning om at komme i behandling.
Han fik ret. Han fik smertelig ret.
For da jeg endelig havde fikset mit alkoholproblem ved at bestille en behandling på et behandlingscenter, kunne jeg jo lige så godt drikke færdig. Jeg havde ikke nogen forventning om, at jeg nogensinde ville komme til at drikke alkohol efter den 8. maj. Og så kunne jeg lige så godt benytte lejligheden til at få det gjort færdig.
Jeg overvurderede mig selv. Og jeg undervurderede min alkoholisme. For tre dage senere blev jeg slæbt ud gennem mit hus af min bror, som havde fundet mig døddrukken i min seng.
Han kørte mig til Vingehus, hvor jeg gennemførte en 5 ugers døgnbehandling. Jeg har ikke drukket siden.
Men jeg planlægger ikke længere i forhold til min alkoholisme. Jeg har ikke lovet nogen, at jeg aldrig mere drikker. Jeg har heller ikke noget mål om hvor længe jeg skal være ædru.
Men siden 1. februar 2005 har jeg hver morgen besluttet mig for, at jeg ikke vil drikke denne dag. Det har i skrivende stund virket i 7607 dage. Først og fremmest fordi jeg dengang – for første gang i mit liv – mødte mennesker der vidste noget om afhængighed. Og hvor jeg blev mødt med omsorg i et omfang jeg aldrig tidligere havde oplevet. Og slet ikke i forhold til min alkoholisme.
Tak til Behandlingscenter Tjele. Tak Kirsten og Jan – fordi I gjorde det muligt for mig at finde et sted der gav mig den behandling og de værktøjer jeg havde brug for – for at generobre mit liv og min værdighed.