Vedtægter for Tjeles Venner
Vedtægter for Tjeles Venner
Vedtægterne er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 23. maj 1993 og er siden ændret på generalforsamlinger i 1995, 2011, 2015 og 2026.
§ 1. Navn, hjemsted og formål.
Foreningens navn er Tjeles Venner. Foreningens hjemsted og postadresse er den til enhver tid siddende formands private adresse. Arrangementsafdelingen Thors Hammer – en del af Tjeles Venner – har hjemsted i Allerød Kommune.
Foreningens formål er:
· At tilbyde lån til behandling af afhængige på Tjele - Dansk Misbrugs Behandling.
· At bibringe afhængige og pårørende til afhængige information og viden om afhængighed.
· At bidrage til at oplyse alle relevante om konsekvenserne ved afhængighed og betydningen af en effektiv behandling for den afhængige og dennes pårørende.
· At styrke fællesskabet mellem afhængige og pårørende der har været i behandling
At søge midler til foreningens formål i alle relevante fonde eller gennem bidrag fra institutioner og private virksomheder
§ 2. Medlemsforhold.
Som medlem kan optages behandlede og pårørende til behandlede. Derudover kan optages institutioner, offentlige og private virksomheder der har en interesse med foreningens formål.
Kommunikation til foreningens medlemmer - om foreningens virke og aktiviteter - sker gennem udsendelse af e-mails.
Indmeldelse og udmeldelse af foreningen sker ved henvendelse til foreningens bestyrelse.
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen og opkræves én gang om året. Bestyrelsen kan fastsætte et kontingent for institutioner og for offentlige og private virksomheder.
Lånoptagere er kontingentfri.
§ 3. Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af mindst 7 og højest 13 medlemmer som vælges på generalforsamlingen for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. På generalforsamlingen vælges derudover en suppleant som har møde- og taleret på alle bestyrelsesmøder. Suppleanten vælges for et år ad gangen.
Generalforsamlingen skal tilstræbe, at sikre diversitet i sammensætningen af bestyrelsen, herunder køn, alder, afhængighed eller pårørende til afhængige.
Direktionen i Tjele – Dansk Misbrugs Behandling kan tilknytte en tilforordnet til bestyrelsen. Denne har taleret, men ingen stemmeret.
Udgår et bestyrelsesmedlem af bestyrelsen indtræder suppleanten omgående med stemmeret.
Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde – senest 14 dage efter generalforsamlingen - med formand og næstformand. Øvrige poster og opgaver fordeles snarest på et bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Valg til bestyrelsen og sæde i bestyrelsen forudsætter at vedkommende er frigjort fra sin afhængighed.
Bestyrelsesmøder afholdes, når formanden eller næstformanden finder det nødvendigt – eller hvis mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer kræver det. Indkaldelse skal ske skriftligt med angivelse af en dagsorden.
På alle bestyrelsesmøder føres der et beslutningsreferat af en - af bestyrelsen udpeget - referent.
§ 4. Generalforsamlingen
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt på et af bestyrelsen vedtaget lokalitet. Generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 3 ugers varsel gennem en henvendelse til samtlige medlemmer. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden og udkast til årsregnskab.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes og afholdes, hvis bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt – eller hvis mindst 25 % af medlemmerne overfor bestyrelsen fremsætter et begrundet krav om det. Ekstraordinær generalforsamling skal herefter indkaldes uden unødigt ophold.
Alle foreningens aktive medlemmer kan deltage - og har stemmeret - på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent. Denne kan ikke være medlem af bestyrelsen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte. Der kan ikke udstedes fuldmagt.
§ 5. Bevilling og udbetaling af lån
Bevilling og udbetaling af lån til klienter der har behov for det – vurderes af Information & Rådgivning ved Tjele – Dansk Misbrugs Behandling. Derudover kan formanden eller næstformanden træffe beslutning om bevilling og udbetaling af lån. Bevilling af lån skal altid ske under hensyntagen til de økonomiske rammer.
§ 6. Regnskab og økonomi
Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.
Foreningens regnskab skal revideres af en af generalforsamlingen valgt registreret eller statsautoriseret revisor.
Betaling af regninger kan kun ske, når formand og den valgte revisor har godkendt betalingen – og i øvrigt kun i henhold til foreningens formål.
Forpligtelser derudover, herunder køb eller salg af fast ejendom skal godkendes af den samlede bestyrelse.
Formandskabet og revisor udarbejder hvert år et budget til bestyrelsens orientering.
§ 7. Ændringer af vedtægter
Ændringer af vedtægter kan foretages af generalforsamlingen. Hvis ændringer af vedtægter skal behandles på en generalforsamling, skal det tydeligt fremgå af den udsendte dagsorden.
Alle ændringer forudsætter, at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for ændringen. Nye vedtægter skal tilsendes samtlige medlemmer efter generalforsamlingen.
§ 8. Opløsning af foreningen
Foreningen kan opløses ved beslutning af 2/3 af alle fremmødte medlemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger. Generalforsamlingerne træffer samtidig beslutning om anvendelsen af foreningens eventuelle formue. Foreningens udlånsportefølje overgår til Tjele – Dansk Misbrugs Behandling, hvis foreningen bliver opløst.
§ 9. Tegning og hæftelse.
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem i forening. Ved salg eller pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse. Foreningens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
Således vedtaget på generalforsamlingen i Tjeles Venner, tirsdag den 17. marts 2026
Formand - Søren Elbæk
Næstformand - Peter Bengtsen
Dirigent - Vivi Ruseng Hansen