Tobias Rahim donerer 1 mio. kr. til Behandlingscenter Tjele

”Elsker når du smiler” – en sang om at miste sine nærmeste til misbrug

Tobias Rahim udgiver et nyt album den 19. september 2025. Albummets første single er sangen ”Elsker når du smiler”. En sang der handler om at se sine nærmeste forsvinde ind i et misbrug, og om hvor svært det er at være ven eller pårørende.

Tobias Rahim har selv flere nære venner der har kæmpet med afhængighed af alkohol eller kokain/stoffer, og som har fået hjælp og er blevet behandlet på Behandlingscenter Tjele. Alle er i dag clean/ædru og har fået et nyt, frit og værdigt liv.

Behandlingscenter Tjele er landets største private behandlingscenter, og behandler hvert år mere end 1800 misbrugere og omkring 3000 pårørende – og centret har dermed gennem snart 35 år skabt et nyt liv for tusindvis af mennesker. Virksomheden har afdelinger over hele landet, og typisk er patienter indlagt i et intensivt døgnbehandlingsforløb der varer 4-6 uger. I forløbet får de pårørende også hjælp.

Vi er både taknemmelige for og meget stolte over, at Tobias Rahim på denne måde udviser respekt for det arbejde vi hver dag udfører.

Donation giver 10-15 familier en ny chance for et frit og værdigt liv

Konkret vil Tobias Rahims donation betyde, at 10-15 mennesker samt deres pårørende får en chance for at få et ordentligt og værdigt liv tilbage. Enhver familie der har været ramt af afhængighed ved hvor opslidende og nedbrydende det er - samt hvor ufatteligt svært det er at komme ud af. 

På Behandlingscenter Tjele er 160 dedikerede medarbejdere hver eneste dag optaget af at gøre en konkret forskel for misbrugere af alkohol, stoffer eller hash. Rådgiverne hos Behandlingscenter Tjele har en relevant psykoterapeutisk uddannelse, og langt hovedparten har også selv en baggrund som tidligere afhængige. Denne konkrete genkendelse mellem den personlige rådgiver og patienten, er en af årsagerne til behandlingscenterets succes med at hjælpe misbrugere til et nyt, frit og godt liv.

Behandlingscenter Tjele har hjulpet tusindvis gennem 35 år

I Danmark er mere end 150.000 mennesker så afhængige af alkohol, stoffer eller hash, at de burde være i behandling. Omkring en misbruger er der mindst 6-8 pårørende der er påvirket af misbruget. Der er således omkring 1 mio. mennesker der hver dag er påvirket af et misbrug.

Vi håber Tobias Rahims donation også kan medvirke til, at vi kan få en mere fordomsfri samtale om afhængighed. Afhængighed er fortsat en af de mest tabuiserede sygdomme i vores samfund.

Tobias Rahims donation giver nye behandlingspladser

Med sin donation viser Tobias Rahim, at han er en kunstner der har hjertet på rette sted – og er indstillet på at gøre en konkret forskel. Det er en dybt beundringsværdig handling.

Tobias Rahim har ikke opstillet nærmere kriterier eller betingelser for de mennesker han donerer en behandling til. Der vil blive tale om døgnbehandlinger.

Udvælgelsen af de donerede behandlinger sker gennem en ansøgning, som tilsendes behandlingscentret via www.tjele.com 

Ansøgerne vil efterfølgende blive kontaktet af Behandlingscenter Tjele og vil få direkte besked om hvorvidt de er kommet i betragtning til at blive behandlet på Tobias Rahims donation.

Næste
Næste

Tjeles Venner har afholdt et bestyrelsesseminar