Generalforsamling referat 2019




Beslutningsreferat fra Tjeles Venners Generalforsamling og
efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde den 16. marts 2019


Ad 1. Valg af dirigent
Søren Brogaard blev valgt efter forslag fra bestyrelsen.

Ad 2. Bestyrelsens beretning om foreningens virke i
det forløbne år
Formanden aflagde den vedlagte beretning på bestyrelsens
vegne.

Bestyrelsens beretning blev godkendt.

 


Velkomst

Jeg vil gerne byde velkommen til årets generalforsamling i Foreningen Tjeles Venner her på Svostrup Kro.

Tak til alle jer, som igen i år har fundet vej til årets generalforsamling. Velkommen også til dagens musikalske underholdning, Bjørn Fjæstad, som har taget sin guitarist med.

Også tak til Svostrup Kro og krofar Niels, fordi I igen i år vil danne jeres skønne ramme for vores generalforsamling.
 
Bestyrelsesarbejdet i 2018

Når jeg i dag på årets generalforsamling skal aflægge beretning for Tjeles Venners virke i 2018, vil jeg gerne starte med at opsummere vores forenings formålsparagraf.
Foreningens formål;
  • via Støttefonden at yde økonomisk støtte til behandling af misbrugere på Behandlingscenter Tjele
  • at støtte den virksomhed, som centret driver i videste forstand, herunder fastsætte sociale aktiviteter af forebyggende karakter såsom kurser og/eller andre sociale aktiviteter, udgivelse af medlemsblad og på anden måde efter bestyrelsens skøn
  • at afholde sociale aktiviteter for medlemmerne i en særlig arrangementsafdeling, Thors Hammer - en del af Tjeles Venner

Udlån og fondssøgninger

Lad mig starte med vores udlånsaktivitet i 2018. Aldrig har vi ydet så mange lån og så stor en økonomisk støtte, som vi har gjort i året, der er gået.

Vi har i 2018 hjulpet og bidraget til, at 34 personer er kommet i behandling. Samlet har vi udlånt for næsten 1,2 mio. kr. - primært fra den flotte donation fra Behandlingscenter Tjele.

Tjeles Venner har støttet 8 patienter i udslusningsforløb, hvilket beløbsmæssigt udgør knap kr. 290.000.

Igen i 2018 har vi foretaget store nedskrivninger på gamle lån. Dette er jo naturligt nok, når man tænker på målgruppen. Vi er IKKE en bank, men støtter de, der ikke lige har økonomisk råderum til en behandling på Tjele.

Og lige netop i denne målgruppe er der mange, der har svært ved en afvikling i sidste ende. Vores erfaring er imidlertid også, at det rent faktisk lykkes for en del at komme sig efter mange års misbrug. Så vores udlånsaktivitet er på den måde også en succes. Og lad mig understrege – det er en succes HVER GANG, vi kan hjælpe en ud af sit misbrug.

Gamle lån fra før 2014 er tabsført, medmindre der har været afdrag på disse i løbet af 2018.
Samlet låneportefølje er pr. 31. december 2018 - 2,85 mio. kr. og udgør 98 lån.
Med hensyn til opfølgning på, om vores låntagere overholder deres forpligtelser, tager vi løbende kontakt til dem, der dels skal påbegynde deres afvikling og dels dem, der er i restance med deres tilbagebetaling.

Hver og en krone, som afvikles på låneporteføljen, gavner nye patienter, der ikke har økonomisk råderum til at betale en hel behandling på Behandlingscenter Tjele.

Fondssøgninger arbejder vi løbende med og vil i 2019 arbejde mere intenst på at få midler til vores støttefond.

Sociale aktiviteter i arrangementsafdelingen Thors Hammer

Tjeles Venner har en fantastisk velfungerende arrangementsafdeling, Thors Hammer.

Vi har i årets løb haft besøg af Lotus Turell, komiker Thomas Wivel, journalist Alex Nyborg Madsen, præst Morten Aagård og stylist Bibi Bergholdt.
Vi forsøger - så vidt muligt - at få vores foredragsholdere til såvel at komme til Jylland som på Sjælland. Det er meget vigtigt, at vi får bredt vores foredrag ud i begge dele af landet.
Desværre oplevede vi for første gang et afbud fra en foredragsholder på dagen. Vi havde glædet os til at få Lotus Turell til Jylland i efteråret, men Lotus blev desværre syg. Jeg kan fortælle, at vi nu afholder et arrangement med Lotus i Viborg fredag den 3. maj.
Årets Skt. Hans fest på Nr. Vinge blev i 2018 gennemført uden regn, og mange var mødt frem. Vi havde musikalsk underholdning ved Bjørn Fjæstad og årets båltale stod viceborgmester Søren Elbæk for.

Høstfesten på Orelund i august måned blev som sædvanlig et tilløbsstykke. Sædvanen tro, var vejrguderne med os. Underholdningen stod Thomas Wivel for.

Årets julefest på Sjælland, nærmere bestemt i Allerød, blev afviklet fredag den 30. november 2018. Anne Dorte Michelsen underholdt med nye og gamle slagere.
Ved alle tre fester markerede vi Tjeles Venners flotte 25-års jubilæum med skønne lagkager.
Vi glæder os til at fortsætte foredragsaftenerne og festerne i såvel Jylland som på Sjælland også i 2019.

Andet bestyrelsesarbejde

En meget vigtig og væsentlig arbejdsopgave i bestyrelsen er vedligeholdelse og forbedring af vores medlemsbase og vores låneaktiviteter. 

Vi bruger meget tid på løbende at forbedre vores medlemsbase og IT-grundlaget herfor. Hele tiden for at gøre det så enkelt og nemt som muligt for os at håndtere alle medlemmer og deres data.

Vi har fortsat et meget tæt samarbejde med vores revisor, Vivi Ruseng Hansen fra revisionsfirmaet Beierholm i Viborg. Vores revisor bogfører alle transaktioner i foreningen og håndterer administrationen af vores låneportefølje. Det giver os i bestyrelsen en tryghed for, at den økonomiske del ligger i faste rammer.

Og det betyder, at vi har et totalt overblik over vores udlånsportefølje, hvem der afvikler på deres lån, og hvem der måtte være i restance. (Jeg skulle hilse og sige, at det gi’r så meget ro i bestyrelsen)

En kæmpe tak for et unikt samarbejde skal der lyde til Vivi & Co. fra revisionsfirmaet Beierholm i Viborg.

Kommunikation

Lidt om bestyrelsens kommunikation med jer andre medlemmer.

Vi har over 750 følgere på vores Facebook side. Vi opfordrer alle vores medlemmer til at følge os på Facebook, hvor I løbende vil blive opdateret med alle vores aktiviteter.

Vores blad udkommer fortsat fire gange om året som elektronisk fil via e-mail. Det fysiske blad ligger i et mindre oplag på centrene. Vi er taknemlige for hver og en personlig historie, som vi modtager til brug i bladet.

Vores hjemmeside har vi løbende fokus på, så den er opdateret med aktuelle arrangementer mv.

Foreningens medlemmer

Når meget omkring vores arbejde i bestyrelsen er nævnt, er det også på sin plads at fortælle, hvor glade vi er for jer som medlemmer.

For uden den store medlemsopbakning, var det ikke muligt for os at hjælpe så mange i behandling og med støtte til udslusning, som vi gør. Ej heller var det muligt at afholde alle de fantastiske foredrag og fester.

Der er i dag mere end 1.800 medlemmer i foreningen, hvoraf godt 500 står med gratis medlemsskab.

Vores gratis medlemskab det første halve år har helt igennem været en succes.

Aldrig før har vores indtægter for medlemskontingent været så store som i 2018, hvilket igen betyder, at mange ”gratister” rent faktisk overgår til at blive betalende medlemmer.

Et stort velkommen til jer, der er kommet til som nye medlemmer i 2018, og tak til alle jer, der fortsat støtter op om Tjeles Venner via medlemskabet. Vi i bestyrelsen glæder os til at møde de mange medlemmer i forskellige sammenhænge i løbet af 2019.

Tak!

Jeg vil godt slutte beretningen med en stor tak til alle og enhver, der i 2018 har hjulpet Tjeles Venner på den ene eller anden måde.
 
Tak til jer, der har slidt og slæbt i bestyrelsen: Tove, Ellen, Susan, Helle, Johannes, Leon, Jacob og Peter. Tak også til Lars Vinther, vores allesammens IT-mand, til vores journalist Peter Vestergaard og endelig Kjeld Vang, der hjælper os med fondsansøgninger - tak for samarbejdet i 2018.

Tak til alle jer andre, der arbejder udenfor bestyrelsen og frivilligt stiller op som hjælpere til vores arrangementer rundt omkring i landet og på den måde bidrager til, at Tjeles Venner er en velfungerende forening til glæde for alle de mange medlemmer.

Tak til Behandlingscenter Tjeles centre rundt omkring i landet, fordi I altid byder os hjertelig velkommen, hver gang vi kommer for at afholde møder, deltager på Vibe-dage eller Tjele-dage, eller hvis vi ind i mellem blot kommer forbi for at hilse på.

En stor personlig tak til dig, Jan Meincke, for et fantastisk samarbejde og venskab, som vi har opbygget igennem mange år. En gensidig tillid til, at sammen er vi bedst, et fantastisk samarbejde Behandlingscentret og Tjeles Venner i mellem. Din og centrets støtte og opbakning er helt afgørende for os i Tjeles Venner. En stor hilsen også til din kære frue, Kirsten.

Endelig vil jeg sige tak til dig, Søren Brogaard, fordi du har stillet op som dirigent til vores generalforsamling her i sidste øjeblik. Samtidig ønsker jeg god bedring til Carsten Berthelsen.

Vi i bestyrelsen glæder os til at fortsætte det gode bestyrelsesarbejde i 2019, som vi føler os godt rustet til. Vi glæder os meget til at møde så mange medlemmer som muligt i forskellige sammenhænge.

TAK for jer - TAK for mig

Kurt Elmegaard
Formand for Tjeles Venner


Bestyrelsens beretning blev godkendt.



Ad 3. Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegnelse til godkendelse

Formanden fremlagde og forklarede årsregnskabet for 2018.
Årsregnskabet blev herefter godkendt.

Ad 4. Beslutning om anvendelse af overskud i henhold til det godkendte årsregnskab
Forslag om, at sidste års overskud blev overført og anvendt til foreningens to hovedformål blev godkendt.

Ad 5. Fastsættelse af kontingent
Det fremsatte forslag om uændret kontingent for 2018 blev godkendt.

Ad 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og revisor

Kurt Elmegaard, Jacob Elk og Tove Illum blev genvalgt til bestyrelsen for en 2-årig periode.

Lars Winther, der arbejder med foreningens IT og især ForeningLet, og Peter Vestergaard, der arbejder som journalist for foreningen, blev begge valgt til bestyrelsen.

Peter Poulsen blev valgt som suppleant for en 2-årig periode.

Med ovennævnte valg af fem bestyrelsesmedlemmer tæller bestyrelsen nu ni medlemmer, idet flg. fire bestyrelsesmedlemmer
blev valgt i 2018: Ellen Korreborg, Johannes Abrahamsen, Leon Kristensen og Susan
Tonboe.

Som revisor genvalgtes Beierholm.

Ad 7. Forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmer

Der var ikke modtaget nogen forslag.

Ad 8. Eventuelt
Jan Meincke takkede for godt samarbejde i årets løb og donerede 1,5 mio. kr. til Tjeles Venners udlånsaktivitet.

Dirigenten afsluttede herefter generalforsamlingen og takkede for god ro og orden.

Konstituering af den nye bestyrelse
Umiddelbart efter den afholdte generalforsamling konstituerede den nyvalgte bestyrelse sig som følger:

Formand Kurt Elmegaard
Næstformand Jacob Elk
Sekretær Ellen Korreborg
Kasserer Johannes Abrahamsen
Medlem Tove Illum
Medlem Susan Tonboe
Medlem Leon Kristensen
Medlem Lars Winther
Peter Vestergaard
Suppleant Peter Poulsen
Suppleant Helle Mohr Therkildsen

For referatet Susan Tonboe